Det danske kvindelandshold i fodbold er klar til næste års EM-slutrunde i Sverige.
Landstræner Kenneth Heiner-Møllers mandskab slog onsdag aften Portugal med 2-0 i Vejle og sikrede sig adgang til EM næste sommer.
Pernille Harder og Line Røddik sørgede med en scoring hver for den danske sejr efter en indsats, der var et godt stykke under middel.
Danmark plejer at spille i et højt tempo og være beslutsomme i modstandernes straffesparksfelt, men det var ikke tilfældet mod et svagt portugisisk hold.
Først efter 65 minutter var der bid i det danske angreb, da Danmarks topscorer Pernille Harder fik kontrol over bolden i portugisernes straffesparksfelt og flot bankede bolden i mål til 1-0.
Lidt senere fik de danske værter tilkendt et tvivlsomt straffespark, som Line Røddik sikkert sendte i mål til 2-0.
De danske kvinder kunne allerede have sikret sig EM-billetten lørdag i sidste uge, da holdet mødte Østrig. Et nederlag på 1-3 betød, at Kenneth Heiner-Møllers hold var tvunget til minimum uafgjort mod Portugal.
Med sejren slutter Danmark EM-kvalifikationsgruppe 7 med 21 point efter otte kampe. De nærmeste rivaler fra Østrig fik 19 point og måtte nøjes med andenpladsen.
/ritzau/