EM-drømmen lever: U/21-drenge ud i playoff

Landstræner Morten Wieghorsts spillere slog Nordirland og er klar til to playoff-kampe om en plads ved EM.

U/21-landsholdet i fodbold har efter en 3-0-sejr over Nordirland fortsat chancen for at kvalificere sig til næste års EM i Israel.

Sejren betyder, at Danmark slutter som nummer to i kvalifikationsgruppe 4 efter vinderne fra Serbien, der ligesom danskerne skal ud i to playoff-kampe for at sikre sig adgang til slutrunden i Israel.

På forhånd var det ikke givet, at en sejr over nordirerne ville være nok, da kun fire toere på tværs af 10 kvalifikationsgrupper, ville blive belønnet med en playoff-plads.

Resultaterne i de andre grupper artede sig dog perfekt for træner Morten Wieghorsts mandskab.

På Aalborg Stadion var der aldrig tvivl om udfaldet, da de danske værter hurtigt punkterede kampen for spænding.

Efter otte minutter modtog OB-spilleren Emil Larsen en aflevering fra venstrekanten, og uden den store betænkningstid dirigerede han den i mål til 1-0 helt ude ved den modsatte stolpe.

Efter en lille halv time blev en fremadstormende Andreas Laudrup skubbet ulovligt i ryggen, og på det efterfølgende straffespark øgede Mads Albæk fra FC Midtjylland til 2-0 fra 11-meter-pletten.

Inden pausen stod Andreas Laudrup også for kampens højdepunkt, da han med et følt langskud lagde bolden over i det fjerne målhjørne til 3-0.

Kampen var dermed afgjort, og de sidste 45 minutter bød på flere udskiftninger, men ikke på den store underholdning.

Det er endnu ikke afgjort, hvem Danmark kommer til at møde i de to kommende playoff-kampe.

Kun otte nationer kommer i sidste ende med til næste års EM, og Israel er som vært sikret deltagelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.