Elon Musk er blevet indkaldt til en høring om et særligt millionlotteri, som han har sat i søen i forbindelse med USA's præsidentvalg.
Det skriver det amerikanske medie CNBC.
Det er en dommer i Philadelphia i delstaten Pennsylvania, der onsdag har beordret Musk til at dukke op til en hastearrangeret høring torsdag.
Det sker, efter at Philadelphias chefanklager mandag indledte et søgsmål mod Musk.
Musk, der er verdens rigeste person, har under valgkampen lovet at donere en million dollar til en tilfældig amerikaner hver dag.
Det eneste krav for at deltage i lodtrækningen er, at man skal have skrevet under på Musks online underskriftsindsamling til støtte for USA's såkaldte first og second amendments.
Det er de tilføjelser til USA's forfatning, der sikrer retten til ytringsfrihed og retten til at bære våben.
Det var Philadelphias chefanklager, Larry Krasner, der mandag åbnede sagen mod Musk og Musks politiske fond America PAC.
Beskyldningen lyder, at lotteriet er ulovligt og har til formål at influere vælgerne i præsidentvalget mellem Donald Trump og Kamala Harris.
Larry Krasner afslørede onsdag, at søgsmålet har "udløst en lavine af opslag fra Musks følgere". Blandt andet skal Krasner være blevet udsat for antisemitiske bemærkninger.
Det amerikanske justitsministerium har tidligere advaret Musk om, at lotteriet kan være en overtrædelse af amerikansk lov.
Elon Musk har under valgkampen erklæret sin fulde støtte til Republikanernes præsidentkandidat, den tidligere præsident Donald Trump.
Philadelphia, hvor Musk torsdag er beordret i høring, ligger i delstaten Pennsylvania. Det er en af valgets såkaldte svingstater. Det vil sige en delstat, hvor der er stor usikkerhed om, hvorvidt Trump eller Harris vinder.
De seks andre svingstater er Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, North Carolina og Wisconsin.
/ritzau/