Elegantieren Andrea Pirlo indstiller karrieren til nytår
Andrea Pirlo vil indstille karrieren til nytår. Foto: Nick Turchiaro/arkiv/Scanpix
Den tidligere verdensmester vil stoppe karrieren, når kontrakten med New York City FC udløber ved årsskiftet.

Et langt liv som aktiv i fodboldens tjeneste er ved at være slut for Andrea Pirlo.

Den 38-årige italiener meddeler i et interview med mediet Gazzetta dello Sport, at han vil indstille karrieren, når hans kontrakt med amerikanske New York City FC udløber ved årsskiftet.

Det skriver Sky Sports.

- Man ved, når tiden er inde.

- Hver dag har man fysiske problemer, og man kan ikke træne, som man gerne vil, der er hele tiden noget. I min alder er det nok, siger Andrea Pirlo.

Den teknisk yderst begavede midtbanespiller nåede at spille for Inter, Brescia, Reggina, AC Milan, Juventus og New York City FC i en lang og trofæfyldt karriere.

Efter to mesterskaber og to Champions League-titler med AC Milan så Andrea Pirlos karriere som topspiller ud til at være på vej mod en afslutning i sommeren 2011.

AC Milan lod den dengang 32-årige elegantier skifte transferfrit til Juventus, hvor han blomstrede op.

På fire sæsoner i Torino-klubben vandt han fire mesterskaber og nåede frem til Champions League-finalen i 2015.

I sommeren 2015 skiftede han til New York City FC.

Andrea Pirlo nåede 116 A-landskampe og 13 mål for Italien i perioden 2002 til 2015.

Han var med ved EM i 2004, 2008 og 2012, VM i 2006 og 2010 samt OL i 2000 og 2004.

Højdepunktet kom i 2006, da Pirlo var med til at blive verdensmester.

I VM-finalen mod Frankrig scorede han på det første italienske forsøg i straffesparkskonkurrencen, som Italien endte med at vinde.

I 2012 var han omdrejningspunktet på det italienske hold, der nåede EM-finalen, som dog blev tabt 0-4 til Spanien.

/ritzau/