En 19-årig kvinde fik sig en chokerende afslutning på arbejdsdagen, da hun sad bag kassen i en lokal Super Spar i byen Brejning sydøst for Vejle.
Klokken 21.10 gik en maskeret mand ind i dagligvarebutikken på Brejning Søndergade og rettede en pistol mod kvinden.
- Han truer kasseekspedienten og får et mindre kontantbeløb med derfra, siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Den unge røver var iført en elefanthue, sorte handsker og hættetrøje samt et par lysegrå joggingbukser. Han løb ud af dagligvarebutikken med pengesedlerne i en gennemsigtig pose, oplyser politiet.
Ingen kunder eller andre ekspedienter var til stede under røveriet, og den 19-årige kvinde er ikke kommet fysisk til skade.
- Men hun er selvfølgelig chokeret, siger vagtchefen.
Politiet har undersøgt forskellige tekniske spor på gerningsstedet, men er endnu ikke kommet på sporet af Super Spar-røveren.
/ritzau/