En yderliggående højreorienteret gruppe i Tyskland, kaldet Pro-Deutschland, har planer om at vise den omstridte og islamkritiske film "Innocence of Muslims".
Det er den film, der i den seneste tid har udløst vrede optøjer i en lang række muslimske lande, hvor rasende demonstranter har protesteret mod filmen.
Pro-Deutschland er kendt for at være islamkritisk og har demonstreret mod moskeer rundt om i Tyskland.
Gruppen har meddelt, at den vil vise filmen i en biograf i Berlin, men gruppen erkender også, at den endnu ikke har fundet en biograf, der vil lægge lærred til.
Guido Westerwelle er Tysklands udenrigsminister, og han er ikke begejstret for gruppens filmplaner.
- De, der begår vold i arabiske lande, repræsenterer deres befolkning lige så lidt, som disse yderliggående højreaktivister repræsenterer Tyskland, siger udenrigsministeren.
- Vi bør ikke falde for dem, der planter konfrontation og konflikt via vold, ekstremisme, intolerance og fundamentalisme, siger Westerwelle, der betegner filmen som en "anti-muslimsk hadevideo".
Han tilføjer, at myndighederne vil overveje, om en forevisning af filmen skal forbydes.
Indenrigsminister Hans-Peter Friedrich har sagt, at det ikke er et spørgsmål om at forbyde filmen, snarere et spørgsmål om at forbyde en offentlig forevisning af sikkerhedsårsager.
/ritzau/Reuters