Krise, værdiskifte, løftebrud og interne slagsmål. Det er bare nogle af de ord, som eksperterne bruger som forklaring på regeringens dårlige meningsmålinger.
Et år efter folketingsvalget viser en Voxmeter-måling for Ritzau søndag, at mens Helle Thorning-Schmidts (S) røde blok får 76 mandater, får Lars Løkke Rasmussens (V) blå blok 99 mandater.
- Det er en historisk nedtur uden sidestykke. Forklaringen er, at hele diskussionen om løftebrud er blevet allemandseje. Hvis man siger Socialdemokraterne, er associationen - berettiget eller ej - løftebrud, mener politisk redaktør på TV2, Henrik Qvortrup.
Han understreger, at sammenligningen har kostet dyrt i vælgertilslutning.
Politisk kommentator Lotte Hansen hæfter sig også ved, at det ser sort for regeringen.
- Overordnet handler det om, at vælgerne er flyttet mod højre som følge af krisen og et værdiskifte, hvor man vil støtte dem i arbejde mere. Selvom regeringen er flyttet med, har de ikke kunne trække vælgerne tilbage, siger hun.
Begge påpeger, at Socialdemokraterne har flyttet sig mod højre.
- De går i retning af de folk, der jubler. Og hver gang de tager et skridt mod dem, flytter de sig mod højre. Regeringen er i en uheldig periode, hvor de hverken får belønning eller skulderklap for det, de laver, fra andre end dem selv, forklarer Lotte Hansen.
En del af løsningen er derfor at distancere sig fra blå blok og gøre opmærksom på, hvad forskellen er.
- Mands minde er kort i politik. Det var det samme billede for to år siden - bare i rød favør. Men regeringen skal få danskerne til at glemme løftebrudsdiskussionen og i stedet forklare situationen, siger Henrik Qvortrup:
- Det største problem var en manglende forventningsafstemning. I stedet for at forberede vælgerne på, man skulle indgå kompromisser - for selvom man dannede regering, havde man tabt - så hed det: "Vi gjorde det". Det satte forventningerne i gang.
Og så kan man jo altid håbe på, at modstanderne dummer sig, siger han.
/ritzau/