Eksperter: Derfor elsker vi stadig Matador

Serien "Matador" formår igen at samle danskerne lørdag aften. Helt naturligt, lyder det fra to eksperter

Hygge, humor og historie. Det er bare nogle af de ord, som eksperter bruger som forklaring på "Matadors" stadigt enorme succes hos de danske tv-seere.

Den populære serie slog i sidste uge fodboldlandsholdet med næsten dobbelt så mange seere - og nu har TV2 taget konsekvensen og flyttet deres talentshow "Voice" fra den populære sendetid.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Så skal familien samles ved kakkelbordene og se det og tale om, hvordan det var i Danmark på det tidspunkt, hvor serien foregår, siger livsstilsekspert Christine Feldthaus:

- Det er bredden af både lødighed, dansk kulturhistorie, opdragende effekt, lærdom og stærk underholdning. Og det er svært at få i et realityshow eller i et moderne stykke underholdningsshow lørdag aften.

Hun understreger, at serien er populær, fordi den kan samle familien.

Det bakkes op af lektor i film og medievidenskab ved Københavns Universitet, Ib Bondebjerg.

- Den er speciel ved, at både unge og gamle og folk med forskellig baggrund - både geografisk og uddannelsesmæssigt - har fulgt med. Man spørger næsten, hvad resten af danskerne laver. Den formår at samle alle grupper, siger han.

"Matador" bliver nu genudsendt for syvende gang siden dens første gang i 1978. Og vi bliver stadig fanget af de små historier om folk og familier i den store danmarkshistorie, lyder det fra Ib Bondebjerg.

- Det er en brandgodt fortalt historie med universelle og væsentlige pointer. Den er humoristisk og handler samtidig om noget relevant. Den forbinder de yngre og ældre generationer. Det er dens egenskaber, siger han.

Begge understreger, at serien tager familien fra en kompliceret nutid tilbage til en hel og uspoleret fortid.

- Matador giver et element af, at nu skal vi bare hygge. Der er en grund til, at der er noget slik, som hedder Matador-miks. Det er god, gedigen, dansk kvalitet, når det er bedst, siger Christine Feldthaus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.