Med oprettelsen af en ny stilling som sportschef og ansættelsen af Ulrik Wilbek har Dansk Håndbold Forbund taget et klogt skridt i retning af at bevare positionen blandt verdens bedste håndboldnationer.
Det mener håndboldtræner Peter Bruun Jørgensen, der arbejder som ekspert for TV2 Sport.
- En landstræner kan indimellem have brug for noget sparring med nogle folk, man kan stole 100 procent på. De fleste klubber har jo også en sportschef, der stikker nogle retningslinjer ud, så det er for mig at se en fremragende idé, siger han.
Han kalder Wilbek for "en fantastisk kapacitet" og mener, at herrelandstræneren er det helt naturlige valg som håndboldens nye styrmand.
Ulrik Wilbek har den nødvendige diskussionslyst og drivkraft, som kræves af en sportschef.
- Specielt på damesiden er vi ved at blive overhalet af andre nationer, og derfor er det godt, at der bliver skabt noget debat.
- Det kræver noget drive, hvis man skal være med. Der er ikke noget, der kører af sig selv. Vi skal hele tiden blive bedre, og det kan Ulrik være med til at sørge for, siger Peter Bruun Jørgensen.
Han mener ikke, at det behøver være problematisk for Wilbek at passe to job i halvandet år til og med herre-EM på hjemmebane.
- Han har efter min mening stadig noget at byde på som landstræner, og så får han jo en ny assistent i Henrik Kronborg.
- Samtidig er jeg sikker på, at han og forbundet allerede nu har en mand i kikkerten, som kan tage over som landstræner i 2014, siger eksperten og peger på den afgåede assistent Peter Bredsdorff-Larsen som et varmt bud på Wilbeks afløser til den tid.
/ritzau/