Den nyvalgte egyptiske præsident, Mohamed Mursi, er kommet i massiv modvind, efter han søndag valgte at indkalde parlamentet, som forfatningsdomstolen ellers har opløst.
Hans beslutning har nemlig medført højlydte protester fra både domstolen og militærrådet, og det koste Muhamed Mursi en del af hans magt, mener ekspert.
- Det lægger op til en konfrontation, et stand-off mellem præsidenten og militæret, der formentligt kommer til at vare et stykke tid, siger Jakob Erle, der er direktør for Dansk Egyptisk Dialog Institut i den egyptiske hovedstad, Kairo.
- Hvis de ikke finder en løsning, kan det føre til en yderligere svækkelse af en præsident, hvis indflydelse i forvejen er relativt lille, tilføjer han.
Militærrådet slog mandag aften fast, at det "er sikker på, at alle statens institutioner vil respektere forfatningsmæssige dekreter", ligesom det understregede "vigtigheden af forfatningen i lyset af de seneste udviklinger".
Det er den første officielle melding fra det egyptiske militær, siden Mursi besluttede at genindkalde parlamentet søndag aften. Parlamentet er forinden blevet opløst af landets forfatningsdomstol.
Og ikke kun hos militæret møder Mursi modstand. Adskillige mennesker er gået til domstolen for at udfordre præsidentens beslutning om at genindsættelse af parlamentet.
- Lige nu foregår der en kamp om egypternes hjerter og hjerner, som handler om at være dem, der forsvarer retsstat og institutioner. Mursi forsøger selvfølgelig at styrke sin egen fløj i det politiske landskab, siger Jakob Erle.
- Men der har været en tendens til, at han står svagere og svagere. Det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske, men som det ser ud nu kan han få svært ved at vinde næste valg, tilføjer han.
/ritzau/