Den russiske rigmand og oligark Mikhail Khodorkovsky er i dag for anden gang blevet dømt for økonomisk kriminalitet.
Men sagen er dybt politisk. Det påpeger Søren Riishøj, der er lektor ved Syddansk Universitet med speciale i Østeuropæiske forhold.
"Helt grundlæggende er det en politisk retssag. Mikhail Khodorkovsky hørte til en gruppe af oligarker, der berigede sig meget stærkt i slutningen af 1990'erne via bl.a. privatisering af de statslige olieselskaber. Så han er en typisk oligark, men han har ikke indordnet sig under de krav, som Putin stillede, da han overtog magten," forklarer han.
Imens andre oligarker er flygtet ud af Rusland, valgte Mikhail Khodorkovsky at blive i hjemlandet, hvor han havde planer om en politisk karriere. Og det koster ham i dag dyrt.
"Formelt kommer ordene formentlig fra justitsministeriet, men reelt set er der ingen tvivl om, at Putin og hans folk ønsker ham stuvet af vejen," siger Riishøj.
Det er endnu uklart, hvor længe Mikhail Khodorkovsky skal sidde bag lås og slå. Strafudmålingen ventes en af de kommende dage.
Retssagen sætter en tyk streg under - vurderer Riishøj - demokratiets trænge kår i Rusland.
"Selv kalder russerne det et suverænt demokrati, men i bund og grund må man betegne det som en variant af et autoritært styre. Man har ikke uafhængige domstole."
En gruppe demonstranter havde taget opstilling uden for retsbygningen, da dommen faldt tidligere i dag.
Der opstod mindre uroligheder og mindst én blev taget med af politiet.