Der falder visse frynsegoder af, når man kan kalde sig premierminister i Rusland.
God løn. Flot bil. Politisk magt.
Og unge damer, som tager tøjet af, når man fejrer fødselsdag. Vladimir Putin, der fylder 58 torsdag, må være en glad mand.
12 kvindelige journaliststuderende har nemlig besluttet at skænke premierministeren en helt personlig fødselsdagsgave.
Studinerne fra det prestigefyldte statsuniversitet i Moskva poserer nemlig i undertøj i en fødselsdagskalender til Putins ære. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
'Miss Marts', Lena Gornostayeva, ønsker den russiske toppolitiker en god fødselsdag med ordene: "Du slukker skovbrandene, men jeg brænder stadig".
De unge kvinder poserede gratis for kameraerne, siger den 22-årige tv-producer Maxim Perlin, som står bag kalenderen og forklarer:
"Ideen med kalenderen var at vise piger, som ikke bare er modeller, som viser sig for 100 dollars, men piger, som har en politisk mening, og som allerede har opnået en vis succes".
Talsmanden for det journalistiske fakultet, hvor studinerne læser, kalder kalenderen "erotisk smagløs".