»Det var frivilligt. Hun ville selv.«
Sådan lød forklaringen fra en 54-årig mand, da han torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i Århus.
Her stod den 54-årige anklaget for at have voldtaget sin 40-årige ekskæreste og holdt hende fanget i tre timer i hendes lejlighed, mens han slog og sparkede hende gentagne gange.
Parret havde mødt hinanden under Festugen i september og indledte et forhold, som ifølge den 54-årige var meget lykkeligt.
»Jeg har aldrig haft en elsker som hende. Vi var meget forelskede,« forklarede han.
Kort efter nytår fik den 54-årige imidlertid mistanke om, at kvinden havde fundet en anden, og skænderierne mellem de to brød ud i lys lue, da kvinden indrømmede, at hun så en anden mand.
Alligevel tog den 54-årige hen til sin ekskæreste den 14. januar for at tage hende ud at spise i anledning af hans fødselsdag.
Under middagen kom de to op at skændes igen, og han kastede et glas vand i hovedet på hende.
»Men jeg undskyldte, og vi tog hjem til hende for at snakke lidt mere,« forklarede manden.
Ifølge manden fortsatte skænderierne hjemme hos kvinden, kun afbrudt af et hurtigt frivilligt samleje, inden de skændtes igen og direkte kom op at slås, inden han forlod lejligheden.
Klippede tøj af med saks
Men kvindens forklaring var en ganske anden.
Ifølge hende klippede den 54-årige hendes tøj i stykker med en saks, inden han voldtog hende og holdt hende fanget i lejligheden i tre timer, mens han slog og sparkede hendes nøgne krop gentagne gange. Først da hun lovede ikke at gå til politiet, forsvandt han fra lejligheden, har den 40-årige forklaret til politiet.
Den 54-årige blev varetægtsfængslet indtil den 21. februar for voldtægt, vold og frihedsberøvelse. Han ankede fængslingen til landsretten.