Det blev accepteret, at ryttere på cykelholdet Rabobank brugte doping, da Theo De Rooij var manager for holdet.
Det siger De Rooij selv i et interview med den hollandske avis "De Volkskrant".
- Når det skete, så var det en velovervejet beslutning fra det medicinske personale, siger han ifølge det tyske nyhedsbureau DPA til avisen.
Det var ifølge den tidligere chef ikke holdet selv, der skaffede rytterne doping. Det var også rytternes eget valg, hvilke stoffer de benyttede sig af. Holdets læger sørgede blot for, at det skete under kontrollerede forhold, så helbredet ikke kom i fare.
De Rooij var ansat i perioden fra 1996 til 2007 og var således også ansvarlig, mens blandt andre Rolf Sørensen og Michael Rasmussen var ansat på holdet.
Det var De Rooij, der tog beslutningen om at pille Michael Rasmussen ud af Tour de France i 2007, efter at det var kommet frem, at danskeren havde opgivet forkerte whereabouts til antidopingmyndighederne.
Dagen efter meddelte De Rooij, at han stoppede som chef for cykelholdet.
Pengeinstituttet Rabobank, der lægger navn og penge til cykelholdet, har ikke villet kommentere artiklen.
Theo De Rooij siger dog, at banken ikke har haft kendskab til brugen af doping på holdet.