Den egyptiske udenrigsminister Nabil Fahmy fastholder, at landets overgangsregering ikke har opgivet køreplanen mod demokrati til trods for de seneste dages voldshandlinger.
I et interview til det tyske magasin Der Spiegel, der udkommer mandag, siger den tidligere ambassadør i USA, at det er usandsynligt, at Egyptens militære ledere vil udvide undtagelsestilstanden, som blev udstedt tidligere på ugen.
- Jeg kan forsikre vores venner, at vi fastholder vores køreplan til demokrati, siger Nabil Fahmy til Der Spiegel.
Han siger, at "egypterne ikke vil acceptere et land i undtagelsestilstand i det lange løb".
Samtidig byder han tilhængere af Det Muslimske Broderskab velkommen til en dialog om Egyptens politiske fremtid, så snart ro og orden er genoprettet i landet.
- De, der ikke har brudt loven, kan tage del i den politiske proces, siger Nabil Fahmy.
Fahmy irettesætter flere vestlige lande for deres skarpe kritik af den egyptiske regerings magtanvendelse mod pro-Mursi demonstranter, hvor over 700 mennesker siden onsdag har mistet livet.
- Jeg er skuffet over, at volden fra den anden side ikke er blevet beskrevet og fordømt af Vesten, siger den egyptiske udenrigsminister.
Nabil Fahmy opfordrer USA og EU til ikke at skride ind i konflikten i Egypten.
- Det er et egyptisk problem, som vi selv må løse. Jeg stoler på militæret, og jeg er sikker på, at officererne ikke er fikseret på magt, siger han.
EU har varslet, at unionens udenrigsministre vil mødes i løbet af næste uge for at diskutere situationen i Egypten.
/ritzau/AFP