Egyptens islamistisk-ledede parlament samledes tirsdag i en åben udfordring af landets generaler, som erklærede forsamlingen opløst i sidste måned.
Den spændte situation i Kairo opstår kun 10 dage efter indsættelsen af præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab, som råder over den største gruppe i parlamentet, og som har beordret parlamentsmødet.
Parlamentets formand, Saad al-Katatni, der ligesom Mursi har rod i broderskabet, indledte sessionen med en tale, der blev transmitteret direkte af det statslige tv.
Det magtfulde militærråd, der overdrog magten til Mursi i sidste måned, da han vandt præsidentvalget, støtter forfatningsdomstolen og siger, at landets forfatning og love skal overholdes.
Militærrådet tog magten i landet, efter at Hosni Mubarak blev væltet som præsident sidste år. Generalerne understreger "vigtigheden af forfatningen set i lyset af den seneste tids udvikling".
Islamisterne vandt en stor sejr ved parlamentsvalget i november sidste år.
Forfatningsdomstolen annullerede resultaterne af parlamentsvalget, fordi dele af valgloven for parlamentet var i strid med forfatningen, og en tredjedel af pladserne derfor var valgt på ugyldig vis.
Det Muslimske Broderskab siger, at det planlægger en stort anlagt demonstration for at støtte præsidentens beslutning om at genindsætte parlamentet.
Den seneste tids konfrontationer har fået USA til at opfordre egypterne til at respektere "demokratiske principper".
/ritzau/Reuters