Egyptens præsident, Mohamed Mursi, siger, at tiden er inde til forandring i Syrien, og at en ny kvartet af lande - Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Egypten - vil mødes for at tage stilling til konflikten i landet.
- Kvartetten, som Egypten har opfordret til, vil mødes nu, siger Mursi, som onsdag mødtes med arabiske udenrigsministre i Kairo.
Der blev ikke offentliggjort mange detaljer om mødet, men Kairo har tidligere sagt, at forhandlingerne omfatter Tyrkiet, Saudi-Arabien, Iran og Egypten.
Mursi har også sagt, at tiden er inde til forandring i Syrien, og at der ikke er tid at tale om reformer.
- Tiden er forpasset. Nu er tiden inde til forandring, heder det i en udtalelse fra Mursi, der er uerfaren i internationale anliggender.
Men han har indtil videre evnet at få Egypten til at bevæge sig tilbage til en central plads i det regionale diplomati. Samtidig har han afstukket sin egen udenrigspolitiske kurs uden at skabe spændinger i forholdet til USA og Golfstaterne.
Mursis nylige besøg i Iran, der kun varede et par timer, var det første for en egyptisk leder siden Den Islamiske Revolution i 1979, og det kunne have skabt store problemer.
Men den egyptiske præsident kritiserede kraftigt Syrien, der er Irans allierede, og er fortsat respekteret i Vesten. Iagttagere siger, at han skal finde en vanskelig balance, da han både skal vise, at Egypten er ændret efter valgsejren til Det Muslimske Broderskab og samtidig fastholde de gamle allierede.
Mursi sagde på et topmøde for alliancefri stater i Iran, at det er en etisk pligt at støtte oprøret i Syrien, der er et opgør mod et "undertrykkende regime" og en fortsættelse af Det Arabiske Forår.
Udtalelserne var pinlige for topmødets værtsnation, der er en stærk støtte af styret i Damaskus.
/ritzau/Reuters