Det er mod alle odds, at Chelsea lørdag aften har vundet Champions League-trofæet med en sejr efter forlænget spilletid og straffespark i finalen mod Bayern München.
Efter 1-3-nederlaget på udebane til de stærke italienere fra Napoli i den første kamp i 1/8-finalen lå Chelseas sæson i ruiner.
Klubben var for længst sat af i Premier Leagues topkamp, så fyringen af manager André Villas-Boas var ikke overraskende kort tid derefter.
Assistenten og den tidligere Chelsea-spiller, italienske Roberto Di Matteo, blev udpeget som midlertidig manager, og straks derefter begyndte en flot optur, hvor blandt andet nederlaget til Napoli blev vendt til samlet sejr i returopgøret.
Det blev senere også til en sejr i FA Cuppen, men sæsonens flotteste bedrift - indtil lørdag aften - var nok at sende de regerende Champions League-mestre fra FC Barcelona ud i semifinalen med samlet 3-2.
Holdets topscorer i denne Champions League-sæson er Didier Drogba med seks træffere. Det virker umiddelbart ikke af så meget, men den ivorianske veteran har kun været i startopstillingen syv gange, så helt ringe er det ikke.
Han scorede vigtige mål mod både Napoli og FC Barcelona. Og så scorede han lørdag aften i finalen. Så han vælger sine mål med omhu.
London-klubbens indtil lørdag aften hidtil eneste finale i verdens største klubturnering gjorde ondt, da Chelsea i 2008 tabte til Manchester United efter straffesparkkonkurrence.
Finalen i årets turnering blev spillet på Allianz Arena, Bayerns normale hjemmebane.