Siden 8. januar har Oslobådenes pendulfart mellem Norge og Danmark været indstillet på grund af coronarestriktioner.
Men fredag sætter den ene af rederiets DFDS' to passagerfærger på ruten igen kurs mod Oslo, og lørdag følger den anden efter.
Det oplyser brancheorganisationen Danske Rederier i en pressemeddelelse.
Færgerne sejler fra Nordhavn i København og lægger til i Frederikshavn, inden de ankommer til Oslo.
DFDS' topchef, Torben Carlsen, har set frem til igen at kunne byde passagererne velkommen på færgerne.
- Især på vegne af de mange ansatte er jeg glad for, at de igen får en mere normal hverdag og kan byde vores mange gæster om bord på "Crown" og "Pearl Seaways", siger han i meddelelsen.
Sejladsen bliver genoptaget med flere coronaregler. Blandt andet skal der bruges mundbind i flere situationer på færgerne.
For at kunne rejse med færgen skal man også have en negativ coronatest, der er maksimalt 48 timer gammel, kunne dokumentere coronasmitte inden for de seneste seks måneder, eller have fået første vaccinestik for mindst to uger siden.
Ifølge Anne H. Steffensen, direktør i Danske Rederier, er det nærmest et symbol på genåbningen, at Oslobådene nu stævner ud igen.
- Nu håber jeg, at vores færger og passagerskibe kan få en god sommer og indhente noget af det forsømte forår, siger hun i meddelelsen.
Der er, hvad Udenrigsministeriet kalder "meget strenge" restriktioner, når man ankommer til Norge.
Er man hverken færdigvaccineret eller har været smittet i det seneste halve år, skal man gå ti dage i karantæne, når man ankommer.
Det kræves også, at man registrerer sig hos myndighederne, inden man krydser grænsen, ligesom man skal have en negativ coronatest, der højest er et døgn gammel. Man skal også testes, når man krydser grænsen.
Efter weekenden tilpasser Norge sig dog EU-reglerne på området ifølge DFDS. Hvordan det så vil fungere, oplyser rederiet ikke endnu.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.