De italienske dykkere, der i de seneste uger har ledt efter savnede på det forliste krydstogtskib Costa Concordia, har opgivet at fortsætte arbejdet.
"Vi har definitivt stoppet undervands-eftersøgningen inde i skibet," bekræfter en talsmand fra det italienske beredskab til AFP.
Dykkerne er nød til at stoppe arbejdet, fordi det er blevet for farligt at dykke inde i skibet. Halvdelen af Costa Concordia ligger under vand.
"Forholdene er ikke længere acceptable," siger talsmanden.
17 dødsfald er blevet bekræftet, men i alt 32 frygtes omkommet efter forliset 13. januar.
Myndighederne i Italien har kontaktet de savnedes pårørende for at forklare beslutningen.
Redningsarbejdere vil fortsætte med at lede efter savnede i de dele af skibet, der ikke ligger under vand.