Du kan spinde guld på din Facebook-profil. Hvis du altså først lige indbetaler et beløb til firmaer, der så til gengæld vil hjælpe dig med at tjene penge.
Andre igen, de såkaldte ads-firmaer, tilbyder reklameknapper, som man kan administrere via sin Facebook-profil.
Firmaer i skjul
Ved at google, hvordan man tjener penge på Facebook, fandt Avisen.dk en lang række firmaer, der tilbyder hjælp til, hvordan man kommer i gang.
Gennem en uge har Avisen.dk efterladt beskeder hos virksomhederne, men ingen har ønsket at besvare henvendelserne.
Jens Roed Andersen, der er medlem af Rådet for IT- og Persondatasikkerhed, kan godt forstå, at firmaerne ikke vil tale med Avisen.dk
"Det minder en del om 90'ernes pyramidespil," fortæller Jens Roed Andersen.
Forretning frem for venskab
Det fungerer ved, at man lokker ens Facebook-venner ind på reklamer via ens Facebook-profil. Det er fuldt lovligt, men Jens Roed Andersen synes personligt, at der en række moralske ting at overveje.
"Det er lidt at lave forretning på ens venners bekostning, men det her bliver mere og mere udbredt på de sociale medier," siger han.
Jens Roed Andersen kender til en del, der har gjort dette til deres levevej.
Forbrugerrådet kender endnu intet til reklamefænomenet på Facebook, men oplyser, 'at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så forholder det sig nok også sådan.'
Guidefirmaer: Tilbyder hjælp til, hvordan man kommer i gang. Men hjælpen kan man først finde ud af, hvad er, når man har indbetalt penge til firmaet.
Ads-firmaer: Tilbyder reklameknapper, hvis man har et vist antal venner. Så opretter man annoncer på sin egen profil eller grupper, som man selv administrerer. Hvert klik fra en ven, giver penge.