Karius og Baktus får snart kamp til stregen, når tænderne fremover skal holdes fri fra huller. Men det bliver ikke af Braun Oral-B Plak Control Ultra eller andre teknologiske tandbørste-vidundere.
Amerikanske forskere er nemlig tæt på at finde ud af, hvordan bakterierne kan dræbes af deres egen syre, skriver sciencedaily.com.
Forskerne forsøger at drive bakterierne til at begå selvmord ved at gøre dem sårbare over for den syre, de selv producerer, når de angriber tænderne.
Bakteriernes ufrivillige selvmord
Huller i tænderne opstår, når de såkaldte streptokok-bakterier spiser sukkerbelægningen på tænderne. Her udskiller de nemlig en ætsende syre, som angriber emaljen og giver huller i tænderne (karies).
Karius og Baktius stortrives fra naturens side i dette syrebad, fordi de er beskyttet af en membran af fedtsyrer, men det er netop denne membran, forskerne forsøger at nedbryde.
Ved at blokere for et enzymet FabM, der er med til at beskytte membranen, kan forskerne gøre bakterierne i munden 10.000 gange mere sårbare over for syren, skriver sciencedaily.com.
Hvis forskernes plan lykkes, vil bakterierne slet og ret dø af sig selv og reducere tandbørstning til et spørgsmål om god ånde.