Det mandlige franske basketball-landshold må nok indstille sig på en rolle som statist, når holdet den 29. juli spiller dets første kamp ved OL i London.
Her møder Frankrig ifølge Reuters nemlig USA's såkaldte Dream Team, som forventes at dominere massivt ved OL med mange NBA-profiler på holdet.
USA og Frankrig er havnet i gruppe A, som foreløbig også tæller Argentina og Tunesien. Yderligere to lande kommer med i gruppen, men de er endnu ikke fundet.
I gruppe B, som også kommer til at tælle seks hold, har Australien, Brasilien, Kina, Storbritannien og Spanien foreløbig kvalificeret sig.
OL-finalen bliver spillet den 12. august.
Dream Team har siden OL i 1992 i Barcelona sørget for massiv amerikansk dominans ved OL.
Dengang hed stjernerne Michael Jordan, Magic Johnson og Larry Byrd, mens blandt andre Kobe Bryant og LeBron James var blandt profilerne, da USA vandt alle sine otte kampe ved OL i Beijing for fire år siden.
Dream Team har vundet fire af fem OL-guldmedaljer siden 1992.
Kun ved OL i Athen i 2004 gik det galt for Dream Team, som efter tre nederlag måtte rejse hjem med en skuffende bronzemedalje i kufferten.