En 19-årig dansk mand er netop blevet varetægtsfængslet i 25 dage, heraf 11 i isolation. Det skete efter grundlovsforhør, der startede lidt over middag. Manden er sigtet for røveri og manddrab på en 19-årig mand, der lørdag morgen mistede livet efter et skænderi om en hue.
Den 19-årige dansker nægtede sig skyldig og nægtede at udtale sig i sagen. Dommeren nedlagde navneforbud og grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre.
Den 19-årige meldte sig sammen med en 21-årig mand hos politiet lidt over midnat i nat. Kort før var det kommet frem at drabet var blevet optaget af et overvågningskamera.
Motivet til drabet var angiveligt, at den dræbte nægtede, at give de sigtede sin hue. Det førte til, at den dræbte blev slået adskillige gange, stukket tre gange i benet og til sidst stukket i brystet. Overfaldet fandt sted klokken 05.53 og den dræbte døde klokken 06.21.
I går blev den første sigtede varetægtsfængslet i 26 dage, heraf 12 dage i isolation. Netop nu er den trejde sigtede i sagen, en 21-årig mand med udenlandske aner, i grundlovsforhør. Han nægter sig også skyldig.