Da Freyja Egilsdottir Mogensen i 2013 blev gift, vidste hun godt, at ægtemanden havde en uhyggelig fortid. En fortid som drabsmand. Freyja Egilsdottir Mogensen blev dræbt i januar, og den mand, hun giftede sig med, er nu tiltalt for drabet.
Det oplyser Østjyllands Politi oplyser mandag. Ifølge anklageskriftet kvalte den 51-årige Freyja Egilsdottir Mogensen og parterede efterfølgende liget.
Ligdelene blev forsøgt gemt i huset og haven i Malling syd for Aarhus.
- Den 51-årige erkendte i grundlovsforhøret drabet, og min forventning er, at der bliver tale om en tilståelsessag. Det er naturligvis en voldsom sag og nu skal retten bestemme, hvilken straf tiltalte skal idømmes, siger specialanklager Jesper Rubow i en pressemeddelelse.
Den 43-årige sosu-assistent Freyja Egilsdottir Mogensen og den 51-årige var gået fra hinanden. I begyndelsen af februar blev hun efterlyst af politiet. Men allerede dagen efter kunne Østjyllands Politi fortælle, at man havde fundet hende død, og at hun var blevet dræbt.
Ved et retsmøde 3. februar blev den 51-årige mand varetægtsfængslet. Han erkendte sig skyldig, og efterfølgende skulle det vise sig, at han tidligere har slået ihjel.
Ekstra Bladet kunne samme dag fortælle, at der var tale om samme mand, som tilbage i 1996 blev dømt for året forinden at have slået sin ekskæreste ihjel med 18 knivstik. Straffen dengang lød på ti års fængsel.
/ritzau/