Når den syvende sæson af "Alene i vildmarken" løber over skærmen på DR senere i marts, bliver det med en stor ændring.
Denne sæsons deltagere har nemlig tidligere taget kampen op mod Norges ubarmhjertige natur, sulten og ensomheden.
Således er alle otte deltagere for første gang gengangere fra tidligere sæsoner. Det skriver DR i en pressemeddelelse.
I sæson seks af "Alene i Vildmarken" deltog 24-årige Anna-Caroline Fosmark fra Silkeborg med makkeren Ester. Esters helbred svigtede dog, hvilket sendte parret ud af konkurrencen. (PR-foto). Jeppe Søgaard Nielsen/Free
DR har tidligere rusket op i konceptet ved at lade par deltage i konkurrencen. Nogle af deltagerne har dermed erfaring fra at overleve i naturen sammen med en makker, mens andre har gjort det alene.
Fælles for dem alle er dog, at de i denne sæson skal klare skærene alene. Ingen af deltagerne kom ud fra deres respektive sæsoner som vinder. De har alle noget at bevise, fortæller Anne Askov, der er DR-redaktør på programmet.
- Denne gang er vi nysgerrige på, hvad det betyder for deltagerne og deres ophold, at de har erfaring fra tidligere med i bagagen. Deltagerne er alle udvalgt, fordi de efter deres sidste ophold har et stort ønske om at bevise sig selv, siger hun i pressemeddelelsen.
Den 52-årige shaman Jesper Westmark fra København gjorde sig i sæson fire af programmet bemærket ved at rådføre sig med ånderne, da han var alene i vildmarken. Hans krop brændte ud efter 29 dage, men nu er han klar til at tage kampen op igen. (PR-foto). Jeppe Søgaard Nielsen/Free
I "Alene i Vildmarken" skal deltagerne med få midler klare sig længst mulig tid ude i naturen. De står selv for at bygge sheltere, fange mad og filme deres bedrifter. Den, der holder længst, vinder.
Den syvende sæson af "Alene i vildmarken" får premiere den 16. marts klokken 20 på DR1.
/ritzau/
Af Mads Ingemann Abbes, Ritzau Fokus