Dong Energy fortsætter arbejdet med at effektivisere forretningen. Og nu oplyser koncernen, at man skal skille sig af med 350-400 ansatte.
Det fremgår af koncernens halvårsregnskab.
Fyringerne og en række andre tiltag vil samlet reducere omkostningerne med 300 millioner kroner i 2014.
Og det kommer til at gå hurtigt med at få fyret folk.
- Over de kommende uger vil der blive nedlagt 350-400 stillinger i koncernen. En vanskelig men desværre også nødvendig proces for at styrke Dong Energy's konkurrenceevne, siger Henrik Poulsen, der er direktør i Dong Energy.
Koncernen fremlagde i februar en 2020-strategi. Og det er som et led i denne, at der nu skal fyres flere.
- Selvom vi har taget solide skridt i den rigtige retning, har vi stadig et stort stykke arbejde foran os. Der vil fremadrettet således fortsat være et skarpt fokus på at implementere den finansielle handlingsplan og vores 2020-strategi, siger direktøren.
Det er ikke første gang, at Henrik Poulsen er ude og varsle fyringer. Også 2012 bød på sin pulje af slagsen, da direktøren i november sidste år meddelte, at medarbejderantallet på 7000 skulle slankes gennem fyringer af mellem 500 og 600 medarbejdere.
Samlet fik Dong Energy et overskud efter skat på 0,4 milliarder kroner i de første seks måneder af 2013. Det er et fald på 0,3 milliarder kroner i forhold til perioden sidste år.
Og Dong er en forretning under stor forandring. Og i de seneste to måneder har koncernen skaffet sig af med:
Det tyske kraftværk Stadtwerke Lübeck for 315 millioner kroner, det norske gasfyrede Energiverk Mongstad for 1,7 milliarder danske kroner samt sin andel i det svenske vandkraftselskab Kraftgården for 4,5 milliarder kroner.
/ritzau/