Af Leny Malacinski, lema@avisen.dk
Der mangler noget. Noget sved, et åndedræt i mikrofonen, lukkede øjne.
Dolly Parton, queen of country, bliver på intet tidspunkt forpustet i løbet af de omkring to timer i Forum i Horsens, og det gør jeg og de andre publikummer heller ikke.
Hun står på sine høje hæle i en alt for gul glimmerjakke og er alt for meget på sin helt egen fantastiske måde. Orkestret lægger ud med et par af de hurtige, ‘Baby I’m Burning’ og ‘Two Doors Down,’ og det virker som om, vi får en fed fest.
Dolly fniser som en lille pige og synger som en kvinde, men hun presser sig sjældent derud, hvor sangen griber en i nakken og flyver afsted med en. Det er tydeligt, at det ikke længere gør ondt på hende at synge Jolene, hendes bøn til kvinden, der var ude efter hendes mand. Og det gør sgu lidt ondt at se.
Som et TV-publikum
Hun kører showet uden at slingre i teksten eller snuble og fortæller idyllisk om sin fattige opvækst i Smoky Mountains, om at være homesick og om en gammel, synsk kone, der spåede hende en fremtid med mange rejser. Hun spiller sig igennem en guitar, en violin, et klaver og en mundharpe. Hun bevæger sig frem og tilbage på scenen uden et hår rører sig i parykken. Der ligger formentlig et helt klart manuskript for aftenen, men hun fremstår så oprigtig i sin energi, at det ikke forstyrrer indtrykket.
I blue grass-nummeret ‘Train, Train’ åbnes sprækker af et fandenivoldsk temperament, men koncerten føles stadig som at stå blandt et TV-publikum. Der er ligesom et stykke tom luft mellem Dolly og publikum, som ingen af os trænger igennem.
4.500 tavse får
Publikum står for det meste bare og kigger på hende, kun få klapper og endnu færre synger med. De giver de største bifald til de sange, der ikke er hendes egne: ‘Imagine’ af John Lennon og ‘Me and Bobby McGee’ af Janis Joplin. Mens hun skabte momentum med ‘Imagine’, har hun ikke ridser nok til at bære ‘Me and Bobby McGee’ igennem. Det må kræve en eller anden overdosis, som altid positive Dolly Parton aldrig har taget.
»Vi snakkede lige om, hvor fantastisk et publikum, I er,« siger hun, da hun kommer tilbage på scenen efter pausen.
Det passer jo ikke, Dolly, med mindre definitionen på et godt publikum er 4.500 stirrende får. Under ‘I Will Always Love You’ er der kun omkring 10 tændte lightere i vejret. I ‘9 to 5’ rejser kun få af de siddende publikummer sig op.
Elvis i Disneyland
Imellem sangene fortæller hun små anekdoter med sin lillepige-stemme. Hun nåede aldrig at synge en duet med Elvis, fortæller hun, hvorefter en mand klædt ud som Elvis træder ind på scenen og synger en duet med hende.
Sådan noget er bare skideskægt i Horsens.
Lige der går et lille stykke af mit hjerte i stykker, fordi Dolly Parton står oppe på scenen og spiller med i noget, der minder om en forstilling i Disneyland.
Hun trøster mig dog lidt, da hun viser sin store, dramatiske og ikke spor lillepige-agtige side under ekstra-nummeret ‘He’s Alive.’
Dolly Parton plejer at være for meget. I Horsens gav hun for lidt, men hey - hun er 61. Hun mestrer stadig sin stemme, sin optræden og hele showet, og hun har ikke brug for at bevise sig selv længere: Fire stjerner til Dolly - Tre for i aften, og en for alle de andre aftener, hun har givet os med sin musik. Jeg elsker hende fandeme stadig.