Tale v/Ruth Evensen på pressekonferencen i Faderhuset
Tirsdag d. 12/12 2006

På vegne af bestyrelsen af Human A/S og Menigheden Faderhuset, som er virksomhedens ejer, vil jeg gerne komme med en udtalelse, som gerne skulle slå fast en gang for alle, hvor vi som ejere står i sagen om Ungdomshuset på Jagtvej i København.

Vi har nu for tredje gang erfaret, at man fra Fonden Jagtvej 69 s side ønsker at give os et tilbud på ejendommen. Denne gang har man mødtes med politidirektør Hanne Bech Hansen og overborgmester Ritt Bjerregaard, som siden begge har udtalt, at de anbefaler et salg af ejendommen som den bedste løsning på konflikten. Fondens talsmand Advokat Knud Foldschack har ved gentagne anledninger ytret, at nu står ”Faderhuset jo med nøglen til freden på Nørrebro", og det ville underforstået da være mærkeligt, hvis vi ikke ønskede det.

Fremgangsmåden med gentagne tilbud - med fornyet mediedækning hver gang - lægger unægteligt et pres på os som ejere af bygningen. Ikke nok med at københavnske politikere har forsøgt at presse os til et salg gennem at forsøge med en lokalplan. Nu kommer selveste overborgmesteren og politidirektøren på banen og taler for at vi skal sælge. Det er som om, at Sorteper skal lande hos Faderhuset. Det skal se ud som om, vi er de aggressive, der ikke ønsker en fredelig løsning.

Faktum er, at vi har ført denne sag efter de foreskrevne procedurer. Vi har lovligt erhvervet en ejendom, og vi har opsagt den medfølgende brugeraftale på lovlig vis. Vi er gået rettens vej, og har fået rettens medhold både i By- og Landsretten. I fem år har vi betalt for andre menneskers brug af vores hus. Når vi ikke er inde i huset for længst, er det kun af den ene årsag, at Ungdomshusets brugere har valgt ikke at rette sig efter domstolene, idet de fastholder, at deres mandagsmøde er den eneste instans, de vil rette sig efter - uanset om det medfører en blodig konflikt på Nørrebro. Det kaldes anarki og er grundlæggende uforeneligt med demokratiet, som er den vedtagne styreform i Danmark.

Vi oplever, at denne sag har udviklet sig til langt mere end en sag om et hus. Det en kamp om værdier, som er afgørende for den almindelige danskers retsfølelse! Det bliver afprøvet, om Danmark stadig er en retsstat, eller om man, ved at mobilisere nok modstand, kan lykkes med at omgå en retskendelse. Konsekvenserne af efterladenhed i denne sag er uoverskuelige. Det vil utvivlsomt opmuntre samfundsomstyrtende kræfter til at arbejde endnu hårdere for at lave så meget ballade som muligt. Moralen bliver, som en tidligere bz er sagde i Berlingske Tidende den 3. dec.: "Vi smed et toilet ud af vinduet mod politiet. Et halvt år efter havde vi et ungdomshus. Det var den lære, jeg drog af det. Vi havde prøvet alt andet i vores kamp for at få et sted, men de var skide ligeglade. De pryglede os bare. Den dag vi gav igen, blev vi inviteret til forhandlinger".

Fra Ungdomshusets pressegruppe har man gang på gang hørt ordene: "Vi vil arbejde på en politisk løsning, ellers er en konfrontation uundgåelig!" Budskabet er tydeligt: ”Hvis vi ikke får vores vilje, går vi amok!” Vi er glade for, at vi ikke er de eneste, der kan høre, hvor uansvarligt og manipulerende det er at sige sådan. Vi får mange henvendelser fra danskere, som bønfalder os om at stå fast!

Det er normal politik, at man ikke forhandler med terrorister, da det kun opmuntrer til mere terrorisme. Terror betyder frygt, og det er lige netop det pressionsmiddel der bliver brugt i denne sag. Vi skal skræmmes til at opgive vores ejendomsret for at undgå yderligere hærværk og overfald på mennesker i vores kirke, samt at undgå en voldelig rydning af huset og efterfølgende hævnaktioner.

Vi er selvfølgelig ikke upåvirkede af hverken de voldsomme aktioner vi selv er blevet udsat for, eller de skræmmende fremtidsudsigter med trusler om gadekampe mellem autonome fra hele Europa og dansk politi. Det ville unægtelig være nemmere for os at bukke under for presset og sælge huset. Det er forståeligt, at man fra myndighedernes side ønsker at undgå en konflikt, og det kan måske virke mest rigtigt ud fra et kortsigtet perspektiv. Det ville dog sende det helt forkerte budskab, nemlig at vold betaler sig!

Faderhuset har ikke startet balladen på Nørrebro. Vi har blot været med til at afdække tingenes tilstand ved at fastholde ejerskabet af en bygning, vi lovligt har erhvervet. Vi tror ikke på, at problemerne med vold, hærværk og ballade forsvinder ved at man bøjer sig og gør alt for at undgå en konflikt. Det må kunne mærkes, at vi stadig lever i et retssamfund. Ellers ender vi med at have bydele, hvor folk bliver tvunget til at acceptere, at her kommer politiet ikke. Nørrebro kan i løbet af få år udvikle sig til en heksekedel af ekstreme kræfter, hvor jungleloven hersker, og kun de stærke overlever. Vi har brug for en usvækket handlekraftig ordensmagt for at sikre ro og orden.

Til sidst vil jeg gerne citere fra Arne Ullums leder i BT den 6. dec 2006:

"Når Ungdomshuset er ryddet og balladen har lagt sig, så kan politikerne tage en normal politisk debat, om det var en fejl at nedlægge Ungdomshuset. Mener et flertal, at det var en fejl, så må bystyret finde et hus, hvor der via en lokalplan lovligt kan indrettes et nyt ungdomshus. Kun på den måde kan politikerne vise, at de ikke lader sig presse af trusler om vold. Giver politikerne efter denne gang, så er det jo ikke mærkeligt, at de autonome drager hærgende og stenkastende gennem byen næste gang, de er utilfredse med noget.

Politikernes meget uelegante slingrekurs i denne sag har allerede givet de autonome al mulig grund til at tro, at de kan vinde deres ret ved at protestere med vold og ballade. Derfor vil ansvaret for optøjer ved Ungdomshuset hvile tungt på de politikere, som allerede har vist, at de bøjer som siv i vinden, når nogen truer med vold!"

Som ejere af huset vælger vi derfor at stå fast og ikke give efter for hverken Ungdomshusets, mediernes eller politikernes manipulation. Det er nu tredje gang, at vi må meddele, at ejendommen stadig ikke er til salg - uanset prisen! Det gør vi i tiltro til at myndighederne vil træde i karakter og sikre ikke blot Faderhusets rettigheder, men hele nationens retsfølelse.

Ikke siden besættelsestiden er det i mine øjne lige så relevant som nu, at bruge dronningens vending: ”Gud bevare Danmark!”