Dørene smækker i, og vi ruller langsomt forbi stationen, over brostenene og forbi de malede villaer. Her på rute 256 fra Køge mod Stege skal man have en smule is i maven og en let tilgang til livet.

Endnu er der ikke sket noget, men det kan jo komme. Snigskytternes Allé i Sarajevo er for en periode flyttet til en østsjællandsk landevej, og pludselig er man jaget vildt.

Søren Knudsen skifter gear og sætter hastigheden op til 60, da vi passer Herfølge-slut-skiltet. Han er ny på ruten men har kørt i en af de busser, der den sidste måned er blevet beskudt med luftgevær, så vinduerne smadrede.

Kører med vinduet oppe

»Jeg fik at vide af min kone, at så burde jeg lade være med at køre her mere. Jeg prøver ikke at tænke på det men holder ekstra øje. Jeg sørger også for at køre med oprullede vinduer, også forleden, hvor vejret var så godt. Når skuddene kan slå så meget igennem ruden, så kan de jo nok også skade, hvis de skulle ramme,« siger han. Vejret er slået over i regn, og landskabet begynder at åbne sig. Herude med vidder eskalerer faren.

Snart bliver vejen smallere igen, krattet vokser tæt, og enhver idiot med aggressioner over for blå-grønne busser har mulighed for at ligge på lur. De syv passagerer nede bagi ser intetanende ud. Ingen flytter sig nervøst eller spejder ekstra ud. Det gør Søren Knudsen derimod.

»Der er jo mange steder, man kan stå gemt ved sådan noget skyderi. Jeg ser, om der står nogen i vejsiden, så det fjerner jo fokus fra det vi skal: holde hastighed og skifte zoner. Nu holder der er bil dér, så fokuserer jeg på den,« fortæller han. I vejsiden er en hvid bil blinket ind, og netop omkring dette sted i Tureby faldt et af pløkkene i lørdags.

Vil ikke stoppe for skud

Stadig er alt roligt. De røde pletter bliver til striber af valmuer, og det værste er overstået. Også i Dalby overlever vi, men Søren Knudsen er sikker på, at hvis det nogensinde skulle ske for ham, vil han ikke stoppe. I hvert fald ikke med det samme, og han glæder sig over, at han ikke skal køre samme rute frem og tilbage hver dag. Alex Olsen er mere cool.

Han passerer Søren Knudsen og skal nu ind i fælden på den omvendte rute. Endnu er ingen kommet til skade, og medmindre Alex Olsen selv oplever noget, vil han ikke lade sig skræmme.

»Nogle siger, at Veolia har været ude for det tre gange og Østtrafik syv, så jeg kan ikke følge med. Jeg kører med åbne vinduer hele vejen, så det nytter ikke at sætte plexiglas i. Jeg vil ikke have, at sådan en halvhjerne skal bestemme, hvordan jeg kører.« Vi suser forbi krattet, træerne, bindingsværkhusene og alle de andre skjulesteder. Langsomt begynder der igen at være huse og bilværksteder, og vejen skiller i to baner. Snart er vi tilbage på Køge station. I god behold efter dobbelt op på »dødsruten«.