JJJJJJ
Aarhus Teater. Gregersen Sagaen – Rene linjer. Manus: Peter Asmussen, frit efter Christian Kampmanns roman. Iscen: Christoffer Berdal. Scen: Nina Flagstad. Spiller indtil 31. marts.
Christian Kampmanns velstillede familien Gregersen har forladt 50 erne og 60 erne på Aarhus Teater og er nu nået til de famøse og farvefulde 70 ere – tiden, hvor Woodstock og demoer for fred blander sig med amerikansk krigsførelse og Danmarks medlemskab af EF.
Sammenhængen og ligheden med vores tid er tegnet skarpt op med en stor videoskærm placeret midt på scenen.
Der projiceres både dokumentariske klip fra dengang og ægte live-optagelser fra forstadsvillaens terrasse og stue. En ung Rifbjerg og Kløvedal Reich taler til os fra skærmen om forbrydelserne mod menneskeheden, kulturrevolution og kampen mod imperialisme, alt imens Gregersens familiemedlemmer mest kæmper med sig selv. Det er dejligt dannet dramatik på den ikkemoraliserende måde.
Bristet dukkehusdrøm
Overhovedet far, Mogens, er altafgørende for familiens selvopretholdelse, men bliver spillet en smule stift af Henning Olesen.
Sønnen Bos erklærede homoseksualitet er den første brist på Gregersens lille dukkehusdrøm. Den ældste søn Eriks affære til Kirsten og hendes pludselig graviditet bliver svær at forsvare med undskyldningen at »man da sagtens kan elske to på en gang«, for ikke at tale om Mogens eget hemmelige forhold til den resignerende Tjumse, rørende spillet af Merete Voldstedlund, der pludselig afløses af den noget yngre Tina.
Døtrene Karen og Maj, skrøbeligt og solidt spillet af Annika Johannessen og Mille Dinesen, gemmer sig bag deres mandlige partner i rollerne som dygtige forstadsfruer.
Karen kæmper som moderen med nerver og selvundertrykkende fortielse, og det har Suzanne Brøgger en kommentar til fra skærmen: »Kvinder vil hellere have en mand end et liv.«
Nina Flagstads scenografi er flot og konceptuelt tænkt, men virker lidt postuleret som match til den danske realisme.
Det er tydeligt, at Christoffer Berdal har villet løse op for hverdagsdramaet ved at spejle det store samfund i de små, nære familiehistorier, og det lykkes delvist, ikke mindst på grund af Peter Asmussens fortolkning af Kampmanns personer, som er lette at genkende i deres sympatiske ståen udenfor alting.
Mennesker, der ikke rigtig er nogen, men hele tiden på vej til at blive noget andet. Homo eller hetero, rød eller borgerlig, kollektivist eller individualist.