- Julen varer længe, koster mange penge, synger danskere juleaften, inden de går ombord i den velvoksne gavebod under træet.
Og netop gaverne er blevet langt dyrere i takt med økonomisk opsving og forbrugskultur.
- Danskerne har oplevet en stor velstandsstigning inden for de sidste 10 år, og det afspejler sig i julegaverne - ikke mindst i julegaverne til børn og børnebørn. Børnene får på en gang flere og dyrere gaver, så der er ikke noget at sige til, at der er trængsel under juletræet rundt omkring i de danske hjem, siger Mette Feifer fra Dansk Erhverv, der blandt andet repræsenterer legetøjsbutikkerne i Danmark.
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at børn i alderen 0-7 år i gennemsnit fik legetøj for 649 kroner i 1997. I år forventes der at ligge legetøj til en værdi af 1440 kroner til hver af de små.
- Børn er i dag meget bevidste om, hvad de ønsker sig i julegave, og det, de ønsker sig, får de. Det er især dyre gaver af høj kvalitet, der ligger under juletræet, så det er ikke fordi, børnene får mange flere gaver, end de gjorde tidligere. I dag ser vi blandt andet, at pigerne ikke bare får et dukkehus, men hele pakken med hus, dukker og møbler, så der er gjort klar til leg i én gave, siger formand for Legetøjsbranchens Fællesråd Jens Christensen.
Udregningen bygger på tal fra Danmarks Statistik og dækker kun legetøj. Der ligger også tøj, teknologi og andet i pakkerne til børnene under træerne, så det reelle tal er givetvis højere.