Hvad det udvikler sig til, kan DMI ikke sige med sikkerhed, men der kan meget vel være en snestorm på vej til landet.
Det siger DMI til Ekstra Bladet.
Torsdag aften kommer der et lavtryk ind over landet, og med sig har det et kraftigt blæsevejr.
DMI lover således vindstød af stormstyrke over det meste af landet, men det er endnu uvist, om blæsevejret har sne med sig.
- Det er sådan en, der rigtig kommer til at holde os hen i spænding, siger vagtchef ved DMI Trine Pedersen til Ekstra Bladet.
I løbet af de kommende dage skal vi forvente kuling med yderst kraftige vindstød.
- Mandag aften bliver det blæsende, med mulighed for vindstød af stormstyrke i det nordvestlige Jylland, mens det onsdag vil gælde det meste af landet, siger Trine Pedersen til avisen.
Temperaturerne vil frem mod torsdag være mellem 5 og 8 grader.