Hvis man har planer om at deltage i et af de mange udendørs storskærmsarrangement lørdag aften, når det danske fodboldlandshold spiller mod Tjekkiet, skal man indstille sig på, at det kan blive en våd affære.
DMI varsler nemlig risiko for skybrud og torden i flere dele af landet.
- Der er risiko for kraftige regnbyger og torden i det tidsrum, hvor der spilles landskamp, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen.
- Det ser ud til, at hele Nordøstsjælland og det nordlige og nordøstlige Jylland kan blive ramt.
- Det er ikke et egentligt varsel, men ét, vi holder øje med, for prognoserne er ikke helt entydige, og vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvornår det sker, og om det overhovedet sker.
Dermed ser det ud til, at byer som København og Aalborg kan se frem til en våd aften.
I Aalborg vises kampen på storskærm i Kildeparken, hvor der må være op til 500 mennesker.
I København bliver der blandt andet afholdt storskærmsarrangement på Ofelia Plads og ved Øksnehallen, hvor der er plads til henholdsvis 2000 og 1000 mennesker.
Tivoli viser også kampen på storskærm. Her er der plads til 2000, og hvis det begynder at tordne kraftigt, er man i Tivoli godt forberedt.
- Vi har en helt masse lynafledere, så man er sådan set dækket godt ind, når man lægger vejen forbi Tivoli. Vores sikkerhedschef og hans stab følger hele tiden vejret, og vi agerer altid i samarbejde med myndighederne, siger Tivolis pressechef Torben Plank.
- Hvis det skulle blive virkelig, virkelig voldsomt, så beder vi naturligvis gæster om at gå indenfor. Vi har et stort sikkerhedsopbud, og vi har masser af plads indendørs, hvis det skulle blive nødvendigt.
Kampen mellem Danmark og Tjekkiet begynder klokken 18 og spilles i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.
/ritzau/