Den tidligere verdensetter Novak Djokovic er klar til semifinalen i Wimbledon.
I onsdagens kvartfinale vandt serberen med 6-3, 3-6, 6-2, 6-2 over japaneren Kei Nishikori.
Dermed er Djokovic klar til at møde enten spanieren Rafael Nadal eller Juan Martin del Potro fra Argentina, der afvikler deres kvartfinale senere onsdag.
Både Djokovic og Nishikori er i gang med at spille sig tilbage på toppen efter længerevarende skader, og i den proces virker Djokovic et stykke længere fremme.
Momentum skiftede dog flere gange undervejs, inden serberen trods alt viste sig at besidde et lidt højere niveau.
Djokovic går efter sin fjerde sejr i Wimbledon efter triumferne i 2011, 2014 og 2015.
/ritzau/