Divisionsforeningen forventer ikke, at der bliver skrevet yderligere regninger ud til Brøndby IF og andre professionelle klubber, selv om Brøndby IF tirsdag er blevet dømt til at betale godt fire millioner til tre tidligere spillere i den såkaldte feriepengesag.
Beløbet skal blandt andet dække manglende betaling af pension og feriepenge til spillerne, og spillernes fagforening har tidligere meldt ud, at en række yderligere spillere har penge til gode i såvel Brøndby som andre klubber.
Men det mener klubbernes sammenslutning ikke.
- Det har vi bedt om dokumentation for, men det har vi ikke fået. Vi har fået nogle enkelte eksempler, og når vi har efterprøvet dem, har det enten været fejlagtigt, eller der er tale om ubetydelige beløb.
- Så vi har ingen viden om, at der skulle være et betydeligt antal sager i forskellige klubber, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.
Brøndby IF skriver selv i en meddelelse til fondsbørsen, at klubben vil indlede en dialog med Spillerforeningen i et forsøg på at løse de 56 resterende sager, klubben er involveret i.
Men Divisionsforeningen mener, det er for tidligt at tale om, at nye millionkrav venter danske klubber.
- Vi ved ikke, hvilke konsekvenser, det kommer til at få for klubberne, for foreløbig er det blot én sag med tre spillere, fastslår Claus Thomsen.
- Umiddelbart har vi nu fået på plads, at sådan er reglerne, og dem skal man overholde. Og vi vil nu kommunikere til klubberne, hvordan reglerne er, lyder det.
/ritzau/