Skrabelod har været en del af danskernes hverdag i over tre årtier, hvor den ikoniske skrabejulekalender hvert år finder plads i mere end 2,4 mio. danske hjem.
Danskerne bliver dog mere og mere digitale, og det ses tydeligt i forbruget af skrabelodder. Faktisk rammer Quick netop nu en milepæl med lidt flere danskere, der skraber digitalt som fysisk.
Danskerne har taget godt imod den digitale udvikling, og i en ny undersøgelse lavet af YouGov for Danske Spil kommer det frem, at 51% af danskerne bedst kan lide det digitale skrabelod, da det er nemt og bekvemt at kunne tilgå lodderne direkte på skærmen, ligesom det hurtigt afklares, om der er gevinst. Undersøgelsen viser også, at 60% sætter pris på, at gevinsten bliver overført til deres konto med det samme.
- Danskerne har vænnet sig til, at alting går lidt hurtigere online, og vi skal naturligvis følge med. Vi er rigtig glade for, at danskerne benytter de digitale skrabelodder i så høj grad. Vi forstår udmærket, at det er bekvemt og nærliggende at få forløst spændingen og at have muligheden for at bruge gevinsten, så snart den er vundet, siger Martin Dalsgaard Andersen, Marketing Director i Danske Spil.
Analogt og digitalt går hånd i hånd
Selvom 18% i undersøgelsen fortæller, at de vælger det digitale skrabelod for at undgå skrabefnulleret, betyder det ikke, at de fysiske skrabelodder er på vej ud. Skrabelodderne er blevet rakt over disken siden 1992, og efter 31 år bliver skrabelodderne stadig købt i de fleste butikker og kiosker i hele landet.
- Selvom vi vokser kraftigt på digitale skrab, er det primært nye brugere. Mange af vores kunder er fortsat til den hygge og de traditioner, der er forbundet med de fysiske skrabelodder, som også bliver givet i værts- og værtindegaver eller til højtider. Derfor bliver vi ved med at have de fysiske skrabelodder i butikkerne. Den digitale del har vi hele tiden set som sit eget spor, som nu har vist sig at være berettiget med 50/50 på digitalt og fysisk, fortæller Martin Dalsgaard Andersen.