Dansk Folkepartis eksterne revisor erkender ifølge Politiken, at partiets regnskab til Folketingets Præsidium ikke har været retvisende.
Gruppestøtteregnskabet for 2015 skulle retteligt have indeholdt et beløb på 98.157,65 kroner, skriver Politiken.
Det er penge, som Dansk Folkeparti modtog fra EU-partialliancen Meld til aktiviteter i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen samme år.
Politiken erfarer, at DF's eksterne revisor, et firma ved navn Sønderup Revisorer, har sendt et brev til Folketingets Præsidium, hvoraf det fremgår, at DF har afleveret et mangelfuldt regnskab.
Dansk Folkeparti har bestemt sig for at betale samtlige de penge, partiet har fået i støtte gennem Meld, tilbage. Partiet betegner selv sagen som et resultat af sjusk.
/ritzau/