Mange drømmer om at have et flot hår - stort, fyldigt og glansfuldt. Men det er de færreste af os, som faktisk har det.
For hvem har tid til at bruge en time foran spejlet hver morgen med diverse produkter. Det er der ikke mange, som har. Og gør man sig alligevel besværet, ender det for mange stadig med, at håret klasker, så snart det rammer det danske vejr.
Men et simpelt lille råd kan hjælpe dig og dit hår godt på vej. Det kan ikke få dig til at ligne Jennifer Aniston - hende med det flotte hår fra tv-serien "Venner", men det kan gøre noget godt for det hår, du nu en gang er født med, lover Good Housekeeping.
De har talt med en anerkendt hår-stylist, som arbejder med de kendte i USA, og hun har ét råd, som hun altid giver til sine kunder.
- Jeg siger altid til folk, at de skal bruge to forskellige typer shampoo. Dit hår i hovedbunden er nemlig anderledes end dit hår i enderne, især hvis du har langt hår, råder Jen Atkin.
Giv dit hår noget at arbejde med
Du skal altså tænke over, at dit hår ikke er ens over det hele, når du køber shampoo. Hårstylisten fortæller, at mange har fladt og fedtet hår i bunden og knastørt hår i spidserne, og derfor skal de to ender have hver deres produkt at arbejde med.
- Er det tilfældet, skal du bruge en shampoo, som giver fylde til dine rødder. Og så skal du bruge en genopbyggende shampoo, som kan fugte til dine hårspidser. Det gør en stor forskel, siger Jen Atkin.
Det nemme trick kræver altså, at du investerer i to forskellige slags produkter, men når det er gjort, er det let at gå til. Du går såmænd i bad, som du plejer og vasker dit hår først med den ene shampoo og så med den anden og husk at bruge det der, hvor behovet er.
Det vil måske redde din hårkrise eller i hvert fald give det de bedste vilkår her i det kolde og blæsende efterår.