Vi vil kende vores rødder.
Det mærker de hos den gratis eftersøgningstjeneste Netdetektiverne.
Her kan man få hjælp til at finde savnede slægtninge og familiemedlemmer over hele verden.
Det fortæller projektleder Kim Henrik Larsen fra Netdetektiverne.
"Det er typisk deres far, de leder efter. Det er nemt nok at finde moderen ud fra dåbsattesten, men faderen kan jo godt blive hemmeligholdt," siger han til Newspaq.
I 2010 har de frivillige detektiver behandlet 26 sager. I 96 procent af sagerne er det endt med, at det savnede familiemedlem er blevet fundet.
"De fleste tager kontakt og blevet genforenet, men nogle ønsker også bare at vide, om deres mor eller far lever, og det respekterer vi," siger Kim Henrik Larsen.
Netdetektiverne består af 12 personer, hvoraf halvdelen er fritids-slægtsforskere.
"Man skal vide, hvordan man søger i arkiver og kirkebøger. De frivillige, vi har, besøger jo arkiverne i forvejen, fordi det er deres fritidsinteresse," siger Kim Henrik Larsen.
I tre af de sager, som detektiverne har opklaret i år, er der tale om tidligere amerikanske soldater, som under Anden Verdenskrig gjorde tjeneste i Danmark - hvor de altså også blev fædre.
Savnede slægtninge er også blevet fundet i Australien, Makedonien, Thailand, Argentina og Norge i år. Men i 10 af de 26 sager blev den savnede fundet i Danmark.
Har man brug for hjælp til at finde en slægtning, kan man kontakte Netdetektiverne her.