Skat ved arbejde i udlandet nedsættes efter ligningslovens §33A
* Efter ligningslovens §33A kan man få nedsat skat for løn, som tjenes ved personligt arbejde i tjenesteforhold ved ophold i udlandet i mindst seks måneder.
Opholdet må kun afbrydes af nødvendigt arbejde, ferie eller lignende i Danmark på højst 42 dage inden for enhver afsluttet seks måneders periode.
* Reglen kan også anvendes ved tjeneste om bord på skibe, fiskefartøjer og boreplatforme eller andet, der anvendes ved efterforskning af olie og gas.
* Hvis Danmark har ret til at beskatte lønmodtageren i en dobbeltbeskatningsaftale med et andet land, får man kun halv skattenedsættelse, hvis man er privatansat eller udsendt som led i offentlig systemeksport.
Det gælder f.eks. ved et uafbrudt ophold i Storbritannien med udrejse den 1/1 og hjemrejse den 30/6. Der er 181 dage i perioden. Betingelsen er opfyldt for skattelempelse efter ligningslovens §33A, men Storbritannien har ikke fået ret til at beskatte indkomsten.
(Kilde: Skat)
/ritzau/