Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen:
- Vi stemte imod forkortelsen af dagpengeperioden. Men vi fik ikke 90 mandater. Og nu står vi socialdemokrater selvfølgelig ved de aftaler, vi har lavet med vores regeringspartnere. Jeg bliver nødt til at sige helt stille og roligt: Forudsætningen for for at danne regering, tage beslutninger og skabe resultater er, at man stadig lever op til regeringsgrundlaget, hverken mere eller mindre.
Folketingsmedlem Benny Engelbrecht
- Kære Johanne, kunne Enhedslisten ikke bare lære lidt af Thulesen Dahls tropper. Her tænker jeg på evnen til at tage en æresrunde. Skal liste Ø's vælgere ikke vide, at Enhedslisten og regeringen har valgt at afdække de danske årsager til finanskrisen. Det kunne aldrig ske under den tidligere regering, fordi undersøgelsen vil vise, at VK-regeringen bærer en del af ansvaret. Man kan også undre sig over, at Enhedslisten ikke har lyst til at prale af det historisk største løft af kollektiv trafik på fire milliarder kroner. Hvis vi ikke fortæller om de små skridt, så ender det med, at folk tror, der slet ikke sker noget.
Per Gravgaard Hansen, Høje Taastrup Kommune
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er noget bekymrede for kommune- og regionsrådsvalget til næste år. Jeg kommer fra Vestegnen, hvor vi skal have vippet vores konservative borgmester af pinden og sikret regionsrådsposten efter Vibeke Storm. Det kræver sammenhold og at vi forskånes for uskønne forløb og dårlig omtale i medierne.
Peter Hummelgaard Thomsen, Sundbyøsterkredsen
- En af de ting, jeg synes har været så modbydeligt på det seneste, er den måde, vi taler til de arbejdsløse på. Jeg kommer lige fra den amerikanske valgkamp, hvor der er ingen der siger, at arbejdsløshed er de arbejdsløses egen skyld. Republikanerne mener, at arbejdsløsheden er Obamas skyld, og Demokraterne mener, at arbejdsløsheden skyldes grådighed hos den finansielle sektor. Arbejdsløshed er ikke de arbejdsløses skyld. Det er et samfundsproblem.
/ritzau/