Med et salg på under 400 elbiler i år er der meget langt til branchens egen forventning om 5000 nye elbiler på vejene i 2012. Derfor skal de offentlige bilflåder nu sætte skub i elbilerne, mener De Radikale.
Trods mange intentioner så bliver det umuligt at nå målet om at gøre den danske energiforsyning CO2-fri i 2050 uden et gennembrud på transportområdet og grønne biler som elbiler.
- Vi er fortsat langt fra virkelig at få gang i salget af elbiler og venter fortsat på, at det får luft under vingerne. Derfor vil vi gerne skubbe til udviklingen, siger den radikale klimaordfører, Rasmus Helveg Petersen.
Partiet foreslår derfor, at staten, regioner og kommuner, som har mange biler i deres bilparker til blandt andet hjemmehjælpskørsel, fra 2015 skal have en fjerdedel elbiler eller andre grønne biler.
- Vi mener, det vil sætte voldsomt gang i udviklingen. Transportsektoren tegner sig for en fjerdedel af vores CO2, og andelen stiger og stiger. Mens vi har godt gang i at producere grøn strøm via vindmøller og i at isolere vores huse, så har vi ikke rigtigt fat i transportsektoren, siger Rasmus Helveg Petersen og fortsætter:
- Vi bliver nødt til at putte noget andet i bilerne end benzin og diesel, hvis vi skal nå at blive CO2-neutrale i 2050, og forslaget om en fjerdel grønne biler i det offentlige er et forsøg på at kickstarte den udvikling.
Sidste år blev der solgt flere elbiler i Danmark end nogensinde før: 491. Og tallet bliver højere i år ifølge en opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening, Naturen i Tal.
Men der er alligevel stadig kun indregistreret godt 1000 danske el-personbiler. I Norge, hvor der er satset mere massivt politisk på at gøre elbiler attraktive, er antallet over 7000.
Til sammenligning var der i januar i år 2,2 millioner danske personbiler generelt eller ca. 34.000 flere end året før.
/ritzau/