Udtrykket "det grå guld" får en ekstra karat, når antallet af ældre medlemmer af de "riges klub" skal gøres op.
I 2007 var mere end hver tiende rige dansker pensionist - dobbelt så mange som i 2001, da VK-regeringen trådte til.
I mennesker drejer sig om 20.000 i aldersgruppen 65+, der har mere end 405.000 kroner til rådighed om året efter skat.
Det fremgår af en analyse, AE Rådet har lavet for Avisen.dk.
Fradrag hjælper de rige
En af grundene til eksplosionen af rige ældre er de store pensionsopsparinger og gunstige fradragsregler. Det vurderer Kim Valentin, finansrådgiver i Finanshuset i Fredensborg, der har meget gråt guld i kundekredsen. Og stigningen fortsætter:
"Vi har ikke set toppen endnu. Der kommer rigtig mange rige pensionister i 2020, fordi dem der går på pension til den tid har sparet op igennem hele deres arbejdsliv," siger Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg.
Flere indbetaler mere
Siden 2001 har stadig flere danskere indbetalt til pension og den enkelte har indbetalt en større del af indkomsten end tidligere.
Det viser analyser fra Det nationale forskningscenter for velfærd, hvor Ph.d-stipendiat Michael Jørgensen i øjeblikket ser nærmere på pensioner.
Helt præcist er andelen af de 55- 65-årige, der indbetaler til egen pension steget fra 82 til 85 procent siden 2001.
Plus folkepension, ATP og salg af huset
"Det betyder, at dem som går på pension i fremtiden vil få større udbetalinger end i dag. Og det betyder flere rige pensionister," siger han.
De rige pensionister får i gennemsnit udbetalt 238.222 kroner årligt i egen pension. Oveni kommer folkepensionen, ATP og indtjening fra aktier og ejendomme.
Især sidstnævnte sender de ældre op i klubben af rige danskere efter boligboblen - og trods finanskrisen.

Antallet af rige danskere er eksploderet siden 2001 - Avisen.dk tager dig med ind i de riges klub.