(Denne klumme er skrevet i minde om min fhv. redaktionschef på Aktuelts sportsredaktion, Christian W. Larsen, der desværre gik bort i den forgangne uge. W (han hed ikke andet) lærte mig bl.a. at stikke snuden frem og ikke blive for medtaget af at blive slået på!)
Det er specielt at skrive noget, man håber viser sig at være forkert.
Og ja, det er lettere at være professionel pessimist end begavet optimist. Jeg er fan af vores landshold og oplever samlet set holdet som det måske stærkeste sportsbrand for nationen i disse år.
Med det sagt og trods sejren mod Ungarn i aftes ser jeg ikke Danmark løfte pokalen på søndag i Herning. Vi har vitterlig et bredt hold, som andenkeeper Jannick Green viste mod Ungarn. Men sådan rigtig testet har Danmark ikke været endnu - hyldet aften efter aften af et rødt-hvidt fan-hav.
Danmark er et showhold, som det er let at holde af. Mikkel Hansen og Rasmus Lauge er verdensklasse spillere, og Niclas Landin er på de store dage en matchvinder. Spillerne kan håndboldmæssigt meget. De stiller op til fans og medier på en måde, mange andre idrætsudøvere kunne lære af. Ingen nævnt, ingen glemt.
I amerikansk fodbold har man en vending, der også gælder for andre idrætsgrene: Angreb vinder publikum, forsvar vinder mesterskaber.
På intet tidspunkt har vi været nervøse for vores offensive styrke, om end meget afhænger af, at Mikkel Hansen og Rasmus Lauge kan holde dampen oppe.
Defensivt skulle midteraksen med brødrene Toft og Henrik Møllgaard som ”3’ere” (midterpositioner i forsvaret) være dem, der afviste med det samme. Nu er René Toft ude med en skade. Brormand Henrik er tilbage på holdet – på ukendt niveau efter en skade – og unge Simon Hald skal vise, at han kan bryde med de største drenge.
Vores lodtrækning har været så heldig, at semifinalen bliver nået uden de store sværdslag. I morgen slår vi Egypten, og så venter kun en herrefight med Sverige onsdag. En kamp, hvor det ikke er sikkert, at vi skal have et resultat. Hvis Sverige inden har taget point fra Norge, er vi matematisk sikret pladsen i semifinalen.
Den spilles i Tyskland. Ikke i hyggelige Herning, hvor der sejles op ad åen og fællessynges med Volbeat og Kim Larsen.
Vi kan sagtens risikere at skulle møde værtslandet i Hamborg på fredag. I stedet for 14.000 hjemmebane fans er det 13.000 tyskere, der hepper på de lokale. Så er der lige pludselig langt til Herning…
Det kan også blive Frankrig eller Kroatien. Begge hold har præsteret stærkt for at nå semifinalen og har bl.a. dukket Spanien tidligere i turneringen. Ingen af disse fire hold har Danmark altså mødt før en semifinale.
Selvfølgelig kan vi slå alle de tre hold, vi er gode nok. Men omstillingen fra hjemmebanen i Herning til ude- eller neutral bane i Hamborg bliver markant.
Lad os sige, at vi klarer den hurdle. Så er det tilbage på søndag i Herning til guldkamp. Der stod vi for 5 år siden i 2014 efter at have slået ALLE hold indtil EM-finalen. Nu gjaldt det bare de franskmænd. Som vi siden slog i Rio i 2016, men som ellers har haft krammet på os i de afgørende kampe.
Det havde de også – kan man roligt sige – den dag i Herning.
Jeg var der og var helt oppe at ringe i forventning om dansk guld. Men Frankrig brugte nærmest kun syv markspillere. Det var voksne mænd på arbejde mod Danmark og 14.000 tilskuere. Bang Bang, 41-32 uden spænding, Havde Landin en redning den dag? Skabet blev sat på plads.
Revanche, tænker du? Ja, det gør vi alle. Sulten efter guld er stor. Men har holdet det, der skal til for at spille stort på fredag og søndag? Det tror jeg ikke – men håber inderligt at tage fejl!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.