DA kinesiske stjernekrigseksperter i sidste uge skød en af deres egne vejrsatellitter ned fra en position 800 kilometer over jorden, blev det af mange iagttagere sat i direkte forbindelse med den mangeårige konflikt mellem Kina og Taiwan.

Regeringen i Beijing betragter øen på den anden side af Taiwanstrædet som en del af det kinesiske moderland og har truet med at invadere, hvis Taiwan erklærer sig uafhængig. Taiwan beskyttes af USA, og amerikanske spionsatellitter overvåger konstant strædet. En kinesisk invasion ville have langt større chancer for succes, hvis disse satellitter blev ødelagt.

Det er årsagen til Taiwan-politikernes påstand om, at nedskydningen var en »aggressiv handling«, og derfor kom panik-udtalelserne fra amerikanske militæranalytikere om, at Beijing planlægger at angribe Taiwan inden for ét til to år.

TAIWAN og de kinesiske trusler mod landet er kun en del af historien. Kina opruster ikke bare i deres satellit-forsvar men på en række andre områder, og det går stærkere, end vore efterretningstjenester og militæranalytikere har regnet med. Oprustningen omfatter en vifte af nye, højteknologiske våben så som oceangående krigsskibe, raketter med manøvredygtige sprænghoveder, der eksempelvis kan gøre det af med spionsatellitter, og så ventes flåden inden længe at få sit første hangarskib. Luftvåbnet er blevet styrket med indkøbte bombefly og hæren er blevet udstyret med nye kampvogne. Maos barfodshær er en saga blot.

KINA er på vej til at blive en global supermagt med store investeringer og økonomiske interesser i Afrika og Latinamerika. Det hungrer efter råvarer, ressourcer og energi. Der er tale om en nation, hvis 1,3 milliarder mennesker i stigende grad er forbundet med og afhængige af resten af verdens resurser og markeder. Disse forbindelseslinjer er som livliner og skal beskyttes. Hvad vi er vidner til, er derfor næppe en oprustning rettet specifikt mod Taiwan men et moderne handelsimperium og en gryende industrimagt, som øger og moderniserer sit forsvar for på klassisk vis at beskytte sine interesser. Det ligner en defensiv strategi, og der er da heller ikke meget i Kinas historie, som giver belæg for at hævde, at landet har aggressive hensigter.

DET er til gengæld heller ikke til at komme uden om, at Kina i dag har nogle karakteristika, som den fascistiske stat også havde: Et diktatorisk styre, en voksende nationalisme, et stærkt militær og en ekspanderende produktionsbase.

Huskes skal det også, at i diktaturer kan magtkampe og pludselige personudskiftninger i toppen lede til uforudsigelige kursskifter. Det er diktaturernes svøbe, og det gør med rette Kinas naboer nervøse.