Mens lærerne slås mod mobning ude i skolegården, er deres egen kampplads i lærerværelset ikke fri for hårde ord og snak bag ryggen.
"I skoleverdenen er der jo en del møder, hvor vi sidder en gruppe sammen og meninger udveksles. Når man så kommer ud er det tit, der falder bemærkninger som, at ”Hun er sgu altid fremme i skoene’, eller ’hvorfor kan han aldrig holde sin mund’. Og så hænger ordene der i luften og får lov at stå uimodsagt," siger Kim Darving.
Han er lærer og tillidsrepræsentant på Bellahøj Skole skole, hvor der arbejder 55-60 lærere.
Han taler jævnligt med kolleger, der kommer til ham for at få en snak, enten om hvad andre har sagt til eller om dem.
Et af problemerne er, at de hårde ord ofte får lov at blive hængende.
"Ingen spørger: ’Hvad mener du med det’ eller ’Det synes jeg ikke. Hvorfor siger du det?’, og det var ellers sådan den snak kunne være blevet konstruktiv," siger han.
Han er slet ikke i tvivl om, at der er en hakkeorden i, hvem der taler dårligt om hvem på en arbejdsplads.
"Det er ofte markante personer, der kommer med de stærke udsagn. Det er klart en del af en magtkamp. Der er en rangorden, og man viser sin styrke ved at sige den slags om andre," siger han.
Han har selv oplevet, at en af hans kolleger kom og fortalte, at en anden kollega talte dårligt om noget, Kim havde gjort.
"Der konfronterede jeg selv vedkommende, der havde talt dårligt og sagde, at jeg ville blive rigtig glad, hvis det blev sagt direkte til mig, så vi kunne diskutere det. Jeg tror, at personen blev taget lidt med bukserne nede, så der gik desværre lidt for meget forsvar i det. Der er nok noget flovt i at blive taget med sladder," siger Kim Darving.
Når hans kolleger kommer til ham som tillidsmand, råder han dem også til at gå direkte til den, der har talt dårligt om vedkommende.
"Man skal selvfølgelig overveje, om det er det værd, men generelt synes jeg, man skal tage mod til sig og gøre det."
Men der er mange der lever med sladder hængende over hovedet og lader sig kue af det. Det er uafhængigt af køn og alder. Det kan både være den unge lærer, der har fået en over snuden eller den ældre, der finder sin niche og holder sig til det, fordi han ved, han ellers kan få problemer, mener Kim Darving.
Skolen har tidligere prøvet at lave en strategi for, hvordan man skal omgås, men Kim Darving er ikke vildt begejstret.
"Det kan blive lidt for helligt og terapi-agtigt, når man får regler præcis for, hvad man må sige. Alle bliver meget forsigtige. Der bliver ikke plads til at lave fis med hinanden, og det skal der være," siger han
Han sammenligner det med børns drilleri.
"Drilleri indebærer, at man har en accept af hinandens forskelligheder. Vi har alle vores særheder og ved, at den anden kan sidde med nogle andre og grine af ens egne særheder et andet sted, og det er helt i orden."
Han mener også, at der er stor forskel på, om det sker i en sluttet kreds over en kop kaffe eller en øl efter arbejdstid, eller i et alvorligt fagligt forum.
"Man må godt gøre grin med hinandens anderledeshed, så længe det går begge veje. Problemet opstår først, når det bliver skævt, så det kun går den ene vej. Når det bliver til det markante om, at ’Han er irriterende og skal fandeme altid kloge sig'."