Tager du trappen eller elevatoren, hvis du selv kan vælge?
Mange vælger elevatoren - eller måske rulletrappen-, men det kan meget vel være det forkerte, hvis du gerne vil leve sundt.
Ifølge ny forskning kan det at tage trappen i stedet for elevatoren ifølge mediet SeniorNews være nøglen til et længere liv.
Trappen er nemlig det bedste valg for hjertet.
- Selv korte perioder med fysisk aktivitet har positive sundhedseffekter, og trappegang er en simpel og overkommelig måde at integrere motion i hverdagen, siger lægen Sophie Paddock fra England.
Selvom hjertekarsygdomme i høj grad kan forebygges gennem motion, er der på verdensplan over en fjerdedel af de voksne, der ikke efterlever anbefalingerne om fysisk aktivitet.
Trappegang er en praktisk og let form for motion, der ofte bliver overset.
Forskernes undersøgelser om trappegang viser, at valget af trappen kan reducere risikoen for hjertekarsygdomme og for tidlig død.
Forskerne samlede og gennemgik de bedste studier på området med i alt 480.479 deltagere.
De inkluderede både raske deltagere og dem med en tidligere historie med hjerteanfald eller perifer arteriesygdom. Deltagernes alder spændte fra 35 til 84 år.
Resultaterne viste, at trappegang var forbundet med 24 procent lavere risiko for dødsfald generelt og 39 procent lavere risiko for dødsfald, hvis man har en hjertekarsygdom.
Derudover var trappegang også forbundet med en reduceret risiko for hjertekarsygdomme som hjerteanfald, hjertesvigt og slagtilfælde.
For Sophie Paddock er anbefalingen derfor åbenlys og viser, at man bør inkorporere trappegang i sin dagligdag.
- Jo flere trapper man tager, jo større synes fordelene at være – men dette kræver yderligere bekræftelse. Så uanset om du er på arbejde, derhjemme eller et andet sted, så tag trappen, siger Sophie Paddock.