Hårdkogt rapper, streetwise skuespiller og eftertragtet tekstforfatter. Clemens Legolas Telling er en mand med mange ansigter og en pakket kalender. Alene inden for de seneste to år har han udgivet et rockalbum med gruppen ’Die Dumme Dänen’, skrevet tekster til musicalversionen af Matador, arbejdet på et filmmanuskript og skrevet sange til sit nye album ’Nye Tider’. For hvis Clemens ikke har nok at lave, begynder rastløsheden hurtigt at kradse under huden.

»Jeg er nok lidt manisk, eller i hvert fald kronisk rastløs. Det er sådan et drive, der gør, at jeg bliver nødt til at arbejde på en masse ting for ikke at blive skør i bolden. Jeg nødt til at have noget at fokusere på. Hvis jeg har for meget tid, så flyder tankerne rundt i hovedet.«

Nye udfordringer

I år er det ti år siden Clemens udsendte sin debut ’Regnskabets Time’, der regnes som en hiphopklassiker på den hjemlige hiphopscene og for længst er blevet danskpensum på landets gymnasier. Men i dag tilbringer den tidligere freestylerapper mere tid på de skrå brædder på landets teatre end med at spytte rim til hiphopjams. Siden 2002 har han arbejdet som tekstforfatter på teatersucceser som ’Nøddeknækkeren’ og ’Sylfiden’.

I teaterverdenen har den 28-årige ordekvilibrist fået mulighed for at udforske nye sider af sin pen.

»Jeg får mulighed for at udnytte de ting, jeg kan til fulde. For det er fint at skrive hardcore rap, men det er også meget ensporet i længden. Hvis jeg skal bruge hele min personlighed, så er der væsentlig mere spillerum inden for teater. Og jeg synes også teaterverdenen har gjort mig til en mere artikuleret rapper,« siger Clemens eftertænksomt.

Scenedebut uden bajere

I dag har han stået på scenen langt over 500 gange, og i denne uge har hans og Steen Koerners fortolkning af Nøddeknækkeren premiere på Oslo Nye Teater. Men Clemens husker stadig sin debut på de skrå brædder i teaterstykket 11 komma 7 på Edison Teatret i 2002.

»Jeg var rimelig nervøs, fordi jeg havde en stor rolle, hvor jeg stod på scenen i over to timer. Når man rapper, kan man godt drikke bajere og redde den på charmen. Det kan man altså ikke på teater, for der får man en eller anden ting i hovedet, hvis man står det forkerte sted. Så det med at opleve, at man ikke kunne gå beruset på scene var helt nyt for mig,« husker Clemens.

Hjerteblod

I dag lever Clemens af sit arbejde som manuskriptforfatter. I det hele taget fremstår han som en tjekket fyr med egen virksomhed, fast kæreste og Volvo stationcar. Men selv om Clemens har skiftet scene, kan han ikke slippe sit tag i hiphoppen. Til forskel fra tidligere er han bare ikke længere økonomisk afhængig af at sælge plader.

»Jeg kan lægge rigtigt hjerteblod i musikken, for jeg er ikke mere afhængig af den økonomisk. Og musikken bliver meget bedre, når det kun er lystbetonet. Jeg synes ikke længere, det er hårdt at skrive et album.«

På sit femte album møder vi både Clemens i form af den hardcore rimspytter, den eftertænksomme gadepoet og den tilbageskuende historiefortæller. Det er svært at genkende den vrede, unge mand, der for ti år siden fik den danske ungdom til at synge med på numre som ’Psykopat på fri fod’ og ’Hr. Betjent’. Og Clemens afliver da også myten om den lidende kunstner.

»Jeg synes, man laver den bedste kunst, når man er i ligevægt med sig selv. Før i tiden drak jeg mig fuld og røg mig skæv og udsatte mig selv for dårlige ting, bare for at have noget at skrive om. Sådan har jeg det ikke mere. Og jeg skriver bedst, når jeg har det godt og er i mit es.«