Erik Poppe nævner nødigt hans navn og kalder ham blot "gerningsmanden".
Manden bag to terrorangreb i Oslo og på den norske ø Utøya i 2011, Anders Behring Breivik, spiller nemlig ingen rolle i Poppes nye film. Det er ofrene, der er i fokus.
For historien om, hvordan det var at være på øen den dag, hvor 69 personer mistede livet i løbet af 72 grufulde minutter, har indtil nu manglet, mener manden, som har instrueret filmen "Utøya 22. juli".
Den har premiere i danske biografer 3. maj.
Breivik er i den norske film reduceret til en silhuet. For alt for meget af det, der har været sagt og skrevet i kølvandet på angrebet, har handlet om ham, mener instruktøren.
- Den store opmærksomhed om hans såkaldte manifest, hans dom, hans vilkår i fængslet og efterfølgende navneændring har trukket fokus væk fra ofrene og de umulige valg, de blev stillet over for, siger Erik Poppe til Ritzau.
I ugerne efter 22. juli var mange nordmænd på gaderne for at vise sympati med ofrene. Aldrig har nationen stået mere samlet i sin modstand mod højreekstremisme, mener Erik Poppe.
Alligevel ser han i dag eksempler på, at højreekstremismen er i fremgang i Europa. Derfor er der behov for at vende tilbage til de dage i 2011. Det skal gøre os klogere og få os til at genfinde nogle af de følelser, der bragte folk på gaderne dengang, lyder det fra den erfarne filmskaber.
- Nogle vil mene, at det er for tidligt. Nogle mener det modsatte. Men det er helt åbenbart, at denne historie må genopfriskes. Vi må genopfriske vores kollektive erindring, siger han.
Filmen havde nær udløst en regeringskrise i hjemlandet, da den havde premiere i marts.
På premieredagen i Norge lagde den daværende justitsminister, Sylvi Listhaug, et opslag op på Facebook, hvori hun kritiserede det norske socialdemokrati, Arbeiderpartiet, for at kere sig mere om terroristernes rettigheder end om nordmændenes. Ministeren endte med at gå af.
Det kræver sit at overvære filmen, men den er ikke voldelig, understreger Erik Poppe.
Og filmens slutning gør det klart, at det var tilfældigheder, der afgjorde, hvem der blev dræbt.
- Det forsøger filmen ikke at sentimentalisere. Pludselig var man borte, og så var det det. Det var den oplevelse, forældre og pårørende havde, hvis de mistede nogen den dag, og det er det, filmen forsøger at afdække.
- Ingen var helte eller gjorde noget galt den dag. Kun én gjorde noget galt, og det var ham, der nu sidder i fængsel.
/ritzau/